En af de Gudfrygtige forgængere så en mand klage til en anden om hans fattigdom og alvorlige nød. Derpå sagde han (den observerende mand):

“O du! Ved Allâh, du har ikke gjort andet end at klage om Den, som har barmhjertighed overfor dig til den, som ingen barmhjertighed har for dig.”

Følgende vers er blevet nævnt om meningen af den tidligere (ovenanførte) udtalelse af den Gudfrygtige forgænger:

”Når du klager til Adams søn,
klager du sandelig om Den Mest Barmhjertige,
til den, som ingen medlidenhed har.”

Tværtimod! Den, som har en dybdegående viden om Allâh, klager alene til Allâh. Og den mest vidende person om Allâh, er den, som klager om sig selv til Allâh og aldrig til folk. Han klager om de årsager, som har fået folk til at gøre ham uret.

Derfor er der tre niveauer:

• Det laveste er at klage om Allâh til Hans skabninger.
• Det midterste er at klage til Allâh om Hans skabninger.
• Det højeste er at klage til Allâh om dig selv.

Oralsex: Introduktion og kendelse:

Et emne, der er tabu og som kan plage gifte kvinder og få vordende hustruer til at grue og grumme tæer, er oralsex. Som muslimsk kvinde, er man af familien blevet bragt op med, at man skal adlyde sin mand og har fået bekræftet det i skrifterne, hvoraf det sidstnævnte er af afgørende betydning. Spørgsmålet er hvor går grænserne og hvor meget indbefatter ”halâl”? I denne omgang, vil fokussen være på forpligtelsen af at besvare sin mands kald til sengen (opfylde hans seksuelle behov). Det er velkendt, at det eneste Islâm direkte forbyder hvad angår samleje er sodomi (analt samleje); andre ting såsom oralsex er genstand for yderligere diskussion. Oralsex kan variere i Hukm (kendelse) og er afhængig af en række forhold såsom renlighed (for en detaljeret gennemgang læs her ) og kan derfor svinge fra at være forbudt til tilladt.

Oralsex: Hører det til karaktertrækkene af ærefulde mennesker med høje moralstandarder? Og kan man påtvinge sin kone det, fordi det (så vidt forbeholdene tages, kan være) halâl?

Nu hvor kendelsen er blevet gennemgået, kan man spørge sig selv hvor beærende og moralhyldende denne handling i virkeligheden er. Der er ingen tvivl om, at for de fleste mennesker (muslimer og ikke-muslimer såvel), som (stadig) holder fast i Al-Fitrah (menneskets naturlige disposition) og endnu ikke er blevet korrumperet af dekadente samfund, hvor ”kyskhed” er en joke, promiskuitet normen, og seksuel perversitet beskyttet under lov, er denne praksis mildest talt frastødende. Muslimer, der bor i dekadente samfund (hovedsageligt i Vesten) og som til daglig bliver mødt af dette forvrængede forhold til sex, blandt andet i form af nøgne kvinder i kompromitterende stillinger (f. eks i forbindelse med bil- og sprutreklamer) overalt, vil uundgåeligt blive påvirket af det; og for nogle kan det medføre, at man f. eks. danner et almindeligt forhold til ting som oralsex og endda kræver det. Derfor ville det være på sin plads at høre hvad islamiske lærde mener om denne praksis. Forneden er række citater af lærde om oralsex:

I en spørgerunde svarer Al-Muhaddith Muhammad Nâsir Ud-Dîn Al-Albâni (rahimahullâh) følgende på et spørgsmål om oralsex:

”Vi kender ikke til nogen, der gør det (oralsex), undtagen hunde.”

Efter at have gennemgået betingelserne for at udføre oralsex, skriver man inde på Islam Online følgende:

”I konklusion (kan det siges) at det nu er blevet klargjort, at oralsex ikke er forbudt, men det er (samtidig heller) ikke det normale valg (praksis) for forpligtede muslimer. Dette er fordi, at oralsex på trods af ikke at være Harâm, er fuldstændig modbydeligt og i uoverensstemmelse med den rene smag og anstændighed hos en muslimsk person.”

I selvsamme fatwa, skriver Islam Online afslutningsvis:

”Her skal det bemærkes, at en af de vigtigste Sharî’ah-mål er at beskytte folks liv og holde dem sunde. På baggrund af dette (kan det siges), at hvis det er videnskabeligt bevist, at oralsex eller sådanne praksis forvolder mundkræft eller udgør en fare for sundheden hos den, som praktiserer det, bliver det totalt forbudt.” [Læs hele fatwaen her ]

Shaykh Ebhram Desai har en anden, lidt mere kritisabel, tilgang til dette emne. Han skriver:

Menneskets mund er stien til (recitation af) Qur’ânen, hans tunge er blevet befalet at forblive frisk med Dhikrullâh (ihukommelse af Allâh); hans mund er beliggende i den ædleste del af hans krop; funktioner af hans mund er ædle og ophøjede; hans mund er en gang for overførslen af den reciteret Qur’ân til munden af den lyttende engel. Han kan derfor ikke nedværdige og vanære sig selv så skændigt ved at ty til den modbydelige praksis af oralsex. En muslim bør ikke vanære det hoved og ansigt, som Sharî’ah befaler at (for)blive ærefuld. Allâh ta’âla beærede det menneskelige hoved med ædle kvaliteter, af hvilke den højeste er Nûr al-’Aql (gaven af intellekt), men mennesket fornedrer den ophøjet del af sin krop ved at tillade sig en bestialsk handling, der ikke engang begås af tarvelige dyr. Det sømmer sig ikke for mennesket i al almindelighed, og især ikke en muslim, at nedværdige sig selv på denne måde. [Læs hele fatwaen her ]

Og hvis vi i et øjeblik ser bort fra kendelsen omkring oralsex og de moralske overvejelser omkring denne praksis, så er det faktisk ikke tilladt at tvinge sin kone til en afskyelig og muligvis nejjis (beskidt) handling, selvom det under visse forhold (når alle forbehold er taget og hygiejnen er sørget før) kan være tilladt. Følgende er hvad Shaykh Muhammad Sâlih Al-Munajjid har at sige om emnet:

”Du bør vide at det ikke er tilladt for dig at tvinge din kone til at gøre noget frastødende, eller som kan forårsage urenhed (najâsah) at komme ind i maven, og du bør have samleje med hende på en naturlig måde.” [Læs hele fatwaen her ]

Så fordi noget ikke er harâm er det ikke ensbetydende med, at det er acceptabelt. Der findes en del ting, der ikke er harâm, men som hører ind under kategorierne: Ghayr-mustahhab (ikke tilrådeligt), mashbûh (tvivlsomt), makrûh (hadefuldt) og makrûh tahrîmi (hadefuldt grænsende mod det forbudte). Ting der falder ind under fornævnte kategorier kan reelt set ikke kan betegnes harâm, men kan sagtens vække had og afsky hos folk; oralsex er blot et eksempel på dette og der er mange muslimske kvinder, som finder det absolut modbydeligt.

I sidste ende indskrænker det sig til ens personlige moral og hvad man føler man kan byde andre mennesker, men en god huskeregel er:

”Ønsker jeg det for mig selv?”

Skrevet og oversat fra arabisk til engelsk af Abu Sabaya
Oversat til dansk af L. Akaltun

Jeg stødte på denne interessante passage i Ibn Hazms “Tawq al-Hamâmah”, hvor han kort skriver om de faktorer som fører til det islâmiske samfunds destruktion, næsten for 1000 år siden.

Han sagde:

“Det er forbudt for en muslim at nyde en fremmed kvindes sangagtige stemme.”

(Husk på, at dette kommer fra en lærd, som selv tillod at man lyttede til sang og musik. Men aldrig har han, eller andre muslimske lærde i eller før hans tid, tilladt at nyde en fremmed kvindes stemme, som i tilfældet med al-Qaradâwi og al-Ghazâli.)

Senere i bogen fortsætter han:

“Og jeg vil beskrive noget for jer, som I ser med jeres egne øjne: og det er, at jeg aldrig har set en kvinde noget som helst sted, som mærker at en mand kigger på eller lytter til hende, som ikke begynder at gestikulere på en måde hun normalt ikke ville gøre, og begynder at komme med bemærkninger hvis mage, hun ikke kom med før, og du ville kunne se, at hun ville lægge mere vægt på hvordan hun formulerer sine ord og hvordan hun skifter sine stillinger, på en åbenlys og ikke-diskret måde. Mænd gør det samme, hvis de mærker kvinders tilstedeværelse. Hvad angår at vise fysiske træk frem, så er det at rette på sin gang og opståen af flirtende opførsel som finder sted, når mænd og kvinder kommer til at være i hinandens nærværelse, eller krydser hinandens gang, klarer end solen, i hvert sted.”

Allâh, Den Mægtige og Ophøjet, sagde: Sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blikke (når de møder andres kvinder) og bevare deres dyd.” [an-Nûr: 30] og Han sagde: “Og de troende kvinder skal ikke slå deres føder sammen (i dans), så at det, de skjuler af deres skønhed, bliver kendt.” [an-Nûr: 31]

Var det ikke for Allâhs viden om den bløde måde, hvorpå kvinders øjenlåg synker sammen, når de prøver at vinde kærligheden af mænds hjerter, og de skammelige planer de udspekulerer, for at vække en mands lyster, ville Han aldrig have åbenbaret et vers om noget så fjernt (som at slå deres føder sammen (i dans)).

["Tawq al-Hamamah", s. 97]

Imâm Muhamamd Ibn Sa’ad

Uddrag af “Men of Madina, Volume 1″

© 1997 A. Bewley

Abû Hilâl sagde: “Da Al-Hassan Al-Basrî færdiggjorde sin hadîth, plejede han at sige: “O Allâh, Du ser vore hjerter (som er) fuld af afgudsdyrkelse, stolthed, hykleri, (behov for) at vise sig frem, (behov for) anseelse, tvivl og usikkerhed i din Dîn. O Retleder af hjerter, gør vore hjerter stedfaste i Din Dîn og lad vor Dîn være den Rigtige Islâm.”

‘Umara Ibn Mihrân sagde, at Al-Hassan blev spurgt: “Hvorfor besøger du ikke regenterne og påbyder dem det rigtige og forbyder dem det forkerte?” Han svarede: “Den troende bør ikke spilde sig selv (sit liv). Deres sværd går forud for vores tunger, når vi taler. De taler således med deres sværd.” Og han lavede en strygende gestus med sin hånd.

‘Umara sagde: “Jeg har ikke set nogen som helst, hvis ord er i harmoni med hans handlinger, på nær Al-Hassan.”

Det blev berettet, at Al-Hassan sagde: “Når en ung mand er from, genkender vi ham ikke ved hans tale. Vi genkender ham ved hans handlinger. Dét er nyttig viden.”

‘Umara sagde, at Al-Hassan fortalte ham, at han ikke kunne lide, at stemmer trillede, når der blev reciteret Qur’ân.

Al-Hassan sagde: “Tag dig i agt for at have en dårlig opfattelse af folk.”

Ar-Rabî’ Ibn Subayh sagde: “Al-Hassan kunne ikke lide, at blive prist i sit ansigt. Hvis man lavede bøn for ham, glædede det ham.”

Ghâlib Al-Qattan sagde: “Jeg gav Al-Hassan et brev fra ‘Abdul Mâlik Ibn Abî Bashîr og han sagde: “Læs det.” Så jeg læste det og i det var der en bøn. Al-Hassan sagde: “Mange af dine sande brødre blev faktisk ikke født af din mor.”

Det blev berettet, at ‘Imrân Ibn Khâlid Al-Kuzâ’î sagde, at en fortalte ham: “Matar spurgte Al-Hassan om et spørgsmål og sagde: “Al-Fuqahâ modsiger dig.” Han sagde: “Må din mor blive berøves, Matar! Ser du en fâqih overhovedet? Ved du hvad en fâqih er? Den samvittighedsfulde asketiske fâqih, er den som hverken bekymrer sig om hvem der er over ham, eller håner den, som er under ham og (er den) som ikke accepterer kortvarigt vrøvl til gengæld for den viden, som Allâh har lært ham.”

Det blev berettet at, når Al-Hassan så en begravelse, ville han sige: “Al Pris tilkommer Allâh, som ikke har gjort mig til en del, af det som blev bortrevet.” Han sagde, at han (Al-Hassan) ikke ville berette noget den dag.

Muhammad Ibn ‘Umar sagde. “Al-Hassan døde i 110.” Ismâ’îl Ibn ‘Ulayya sagde, at det var i Rajjab. Der var et hundrede dage imellem døden af Muhammad Ibn Sirîn og Al-Hassan og Al-Hassan døde først.

Hammâd Ibn Zayd sagde, at Al-Hassan døde fredag nat. Han sagde, at Ayyûb og Humayd At-Tawil vaskede ham. Han blev bragt ud, da folk gik. Han sagde: “Min far tog mig med ham.” Og Mu’âdh Ibn Mu’âdh sagde: “Al-Hassan var ti år ældre end Muhammad (Ibn Sirîn).”

Af Shaykh Sâlih ‘Abdullâh Ibn Humayd

Kilde: Islâmiske Principper og Regler i Debat
Skænket af: Islaam.com

Det som sikrer en ærlig og frugtbringende debat, er en resolut søgen efter sandheden og ikke at lade sine egne eller publikums lyster tage kontrol. En fornuftig person, muslim eller ej, forventes at søge sandheden og oprigtigt (prøve på) at undgå fejl.

De fleste af de velkendte muslimske lærde var meget påpasselige i denne henseende. Al-Imâm Ash-Shâfi’i, for eksempel, plejede at sige: “Jeg har aldrig talt med nogen uden at jeg oprigtigt har ønsket, at Allâh holder ham fra og beskytter ham mod synder og udåd og (at Han) vejleder ham. Og jeg har aldrig debatteret med nogen, uden at jeg oprigtigt har ønsket, at vi skulle komme frem til sandheden, ligegyldigt om det var ham eller jeg, der kom frem til den(sandheden) først.”

Abû Hamîd al-Ghazâli siger også i denne sammenhæng: “Samarbejde i søgen efter sandheden er en naturlig del af religion, men oprigtighed i søgen efter sandheden kan kendes ved visse betingelser og tegn. En flittig sandhedssøger kan sammenlignes med en, som leder efter sin forsvundne kamel. Det er ham ligegyldigt, om det er ham eller en anden, der finder den. Ligeledes ville en sandhedssøger opfatte sin partner, som en hjælper, frem for en modstander, og han ville være ham taknemlig, hvis han kunne vejlede ham til sandheden.”

I et andet sted i “Al-Ihya al-Ghazâli”, Volume 1, lyder det:

“Overbegejstring er et tegn på korrumperede lærde, selv når sagen de forsvarer er sand. Ved at vise overdreven begejstring for sandheden og deres foragt for deres modstandere, vil den sidstnævnte gøre gengæld og reagerer på samme måde. De vil blive drevet til at stå for usandfærdighed og ville leve op til de stempler, som blev tilskrevet dem. Hvis sandhedens forkæmpere havde tiltalt dem på en venlig måde og havde undgået reklame og ydmygelse, kunne det have lykkedes dem, at have vundet dem over. Men som det nu engang er, vil en person, som nyder en status af prestige, være tilbøjelig til at bevare sin stilling, ved at tiltrække tilhængere. Og den eneste måde at gøre dette på, er at prale og angribe eller bande ad sine modstandere.”

I konklusion, skal en debat føres på retfærdigt- og stille vis, uden at vise nogen form for begejstring eller hårdhed og uden at kompromittere chancerne for at komme frem til en sandhed. Debatørene bør undgå hadefuld argumentation og ordspil, eftersom at sådan en opførsel forgifter atmosfæren, fremvækker fjendtlige attituder og kan meget vel ende med at gå i baglås.

Af Shaykh ‘Abdul Fattah Abu Ghudda

Hvis en person starter med at fortælle dig noget, hvad enten det bliver sagt i enrum eller offentligt, som du i forvejen ved meget om, bør du lade som om du ikke ved noget. Skynd dig ikke med at afsløre din viden, eller gribe ind, i det som bliver sagt. I stedet bør du vise opmærksomhed og koncentration.

Den ædle Tâbi’î (gudfrygtig forgænger), Imâm ‘Ata Ibn Abi Rabah sagde: “En ung mand kunne fortælle mig noget, som jeg havde hørt før han blev født, dog ville jeg lytte til det han sagde, som om jeg aldrig havde hørt det før.”

Khâlid ibn Safwân at-Tamîmi, som besøgte de to kaliffer, ‘Umar ibn ‘Abdul ‘Azîz og Hishâm ibn ‘Abdul Mâlik, sagde: “Hvis en person fortæller dig noget, som du har hørt før, eller nyheder som du allerede ved, skal du ikke afbryde ham, for at vise de tilstedeværende din viden. Dette er ubehøvlet og (tegn på) dårlige manerer.”

Den ædle Imâm, ‘Abdullâh ibn Wahhab al-Qurayshi al-Masri, en af Imâm Mâliks ledsagere, Al-Layth bin Sa’ad og Ath-Thawri sagde: “Nogle gange kunne en person fortælle mig en historie, som jeg havde hørt, inden at hans forældre giftede sig. Dog lyttede jeg til ham, som om jeg aldrig havde hørt det før.”

Ibrahîm ibn al-Junayd sagde: “En vis mand sagde til sin søn: Lær kunsten at lytte, som du har lært kunsten at tale.”

At lytte ordentligt vil sige, at bevare øjnekontakten og at lade taleren, færdiggør sin tale og at beherske sin trang, for at afbryde hans tale.

Al-Hâfidh al-Khatîb al-Baghdâdi sagde i et digt:

“Afbryd aldrig en tale-

selvom du kan den udenad”

Vi bor i et samfund, hvor de fleste mænd og kvinder har mistet deres fornemmelse af beskedenhed. Kvinder er besatte af deres udseende og går med tøj, for at blive set af andre og for at tiltrække opmærksomheden af andre mænd, selv hvis de er gifte! De har mistet deres fornemmelse af skam. Ægteskab bliver ofte betragtet som gammeldags og kortvarige affærer; og betydningsløse forhold er normen. Alle venter på at tiltrække en bedre partner og føler sig totalt berettiget til at dumpe den ene partner for en anden, på den mindste foranledning. Også feminisme har nået sin højde; og mænd og kvinder bliver fortalt, at de skal undertrykke deres naturlige følelser. Mænd er ikke engang forlegne, når deres koner er tilpyntet og tiltrækker opmærksomheden af andre mænd. De har ikke noget imod, at en anden mand ser, chatter, griner og endda danser med deres kvindfolk. Og hvis de har noget imod det, bliver de fortalt, at de ikke skal være så besiddende.
I Islâm har vi konceptet, Ghîrah. Ghîrah er et arabisk ord, som betyder beskyttelse eller jalousi.  Det er en god form for jalousi, såsom når en mand føler sig jaloux eller beskyttende over for hans kone eller søstre og andre kvindfolk; og ikke kan lide at andre mænd kigger på dem. Det er en naturlig indbygget følelse Allâh har givet mænd og kvinder. Profeten (Allâhs fred og velsignelser være med ham) havde mest Ghîrah for sine koner og alle Ledsagerne var kendte for deres Ghîrah. Alle muslimske mænd bør have en kollektiv fornemmelse af beskyttelse over for muslimske kvinder, som Allâh siger i Qur’ânen (meningen af):
“Mændene er beskytterne og varetagerne af kvinder…” (4:34)

Mænd som er ligeglade med hvordan deres kvinder opfører sig og fremstår foran andre mænd og ikke påtvinger deres kvindfolk Hijâb, bliver kaldt Dayyûthîn (pluralis af dayyûth). At være dayyûth er en stor synd og en detaljeret beskrivelse af denne slette karakteristik forefindes i Adh-Dhahabis bog om Store Synder (Kitâbul Kabâ’ir).

En historie om Ghîrah

For ydermere at forstå egenskaben af Ghîrah, kan vi kigge på en hændelse, som Asmâ (må Allâh være tilfreds med hende), datter af Abû Bakr as-Siddîq (må Allâh være tilfreds med ham) og søster til ‘Â’isha (må Allâh være tilfreds med hende), beretter om sig selv. Abû Bakr var en velhavende handelsmand og han bortægtede sin datter til den store ledsager Az-Zubayr ibn al-’Awwâm (må Allâh være tilfreds med ham), som var en meget fattig mand, men en mand af stor fromhed og en af de ledsagere, som blev lovet Paradis. Asmâ’ beretter:

“Da Az-Zubayr giftede ægtede mig, havde han hverken rigdom eller slave.” Således var Asmâ’ nødt til at arbejde meget hårdt. Hun skulle ælte dej og gå langt væk for at hente vand. “Og på mit hoved plejede jeg at bære…” Hun fortsætter: “Daddelpalmerne fra Az-Zubayrs land, hvilket Allâhs Budbringer (Allâhs fred og velsignelser være med ham) havde skænket ham- og det var en afstand på to mil fra Madînah. En dag, som jeg bar daddelpalmerne på mit hoved, mødte jeg tilfældigvis Allâhs Budbringer (Allâhs fred og velsignelser være med ham) sammen med en gruppe af hans Ledsagere. Han kaldte på mig og bad kamelen om at sætte sig ned, så jeg kunne ride bag ham. Jeg var (for) genert til at følges ad med mænd og jeg huskede Az-Zubayr og hans Ghîrah og han var en mand, der havde mest Ghîrah. Allâhs Budbringer (Allâhs fred og velsignelser være med ham) forstod min forlegenhed og gik. Jeg kom til Az-Zubayr og sagde: “Allâhs Budbringer (Allâhs fred og velsignelser være med ham) mødte mig imedens jeg bar daddelpalmer på mit hoved, og med ham var en gruppe af hans Ledsagere. Han bad kamelen om at knæle, så jeg kunne stige op ad den, men jeg følte mig forlegen og huskede din Ghîrah.” (Bukhâri)

Således afslog Asmâ det tilbud, som Profeten (Allâhs fred og velsignelser være med ham) fremsatte.

Da han hørte dette, sagde Az-Zubayr: “Ved Allâh, tanken om, at du bærer de daddelpalmer på dit hoved er heftigere en byrde at bære, end at du rider med ham.” (Bukhâri)
Se på den værdighed og beskedenhed Asmâ’ havde! Se hvordan hun følte sig forlegen foran mænd? Se hvor omhyggelig hun var med sin mands følelser? Hun vidste, at hendes mand havde meget Ghîrah, så hun ville ikke gøre ham ked af det, ved at acceptere Profetens (Allâhs fred og velsignelser være med ham) hjælp, selvom Profeten (Allâhs fred og velsignelser være med ham) var den pureste mand og selvom det betød, at hun anbragte sig selv i besværligheder. Og se på Az-Zubayr (må Allâh være tilfreds med ham). Selvom han havde meget Ghîrah, ville han ikke ubelejlige sin kone. Sikket et smukt forhold de havde!

At nære vores fornemmelse af Ghîrah
Nogle gange forstår muslimske kvinder ikke, hvis deres mænd vil have dem til at tildække deres ansigter, eller hvis de beder dem om at ændre noget ved måden de klæder sig eller taler på i offentligheden. De tror, at deres mænd er overbeskyttende. Men mine kære søstre! Hvis din mand beder dig om, ikke at gå med en bestemt khimâr-farve, fordi det frembringer skønheden af dine øjne, eller hvis han vil have, at du skal tildække dit ansigt, ved Allâh, vær taknemlig! Vær stolt af, at din mand har en fornemmelse af Ghîrah for dig og at han værdsætter dig og bryder sig om dit Hinsides. Han ved mere end dig, om hvordan mænd kan være, så forsøg aldrig, at undertrykke hans Ghîrah i disse anliggender. Og hans bekymring for dig, bør anspore din egen fornemmelse for ære! Hvorfor skal en hvilken som helst mand kunne se din skønhed og tænke uanstændige tanker om dig? Vi må nære vores egen og vores mandfolks fornemmelse af Ghîrah, ved at opføre os og klæde os anstændigt og vi bør hæfte os ved vores mandfolks gyldige meninger. Vi forventer en bestemt opførsel fra dem og de forventer det fra os. Desuden, hvis vores mænd beder os om, at gøre noget, som ikke er harâm[1], skal vi gøre det.

Og brødre! Hvordan kan I tillade jeres kvinder og søstre gå rundt og tiltrække opmærksomheden og uanstændige tanker fra andre mænd? Hvordan kan du ikke have noget imod, at hun smiler eller taler til andre mænd? Ingen har ret til at nyde hendes skønhed og selskab på nær dig og hendes Mahârim mænd (mandlige familiemedlemmer, som det ikke er tilladt at gifte sig med). Du er ikke påtrængende, hvis du først opfordrer og derefter påbyder Hijâb dine kvindfolk, fordi DU vil blive spurgt om det på Dommedagen og det er også en stor synd for DIG (ikke at gøre det)! Det påhviler mændene at påbyde disse ting i deres hjem og du kan ikke bruge undskyldningen, at “mine kone ikke ville”. Kvinder har brug for en standhaftig, balanceret og vejledende hånd fra deres mænd. Således må du, med visdom, påbyde Hijâb i dit hjem. Du er en hyrde og er ansvarlig for din flok!

Allâh minder os alle i Qur’ânen (meningen af):

“O I som tror, frels jer selv og jeres familier fra ilden, hvis brændsel er mennesker og sten.” (66:7)

Der er en stor forskel på hvordan Islâm værdsætter og beskytter kvinder og hvor billigt kvinder bliver behandlet uden for Islâm! Som muslimer, må vi være påpasselige med, at vores Hayâ (fornemmelse af beskedenhed og skam) og Ghîrah ikke slider op i et samfund, hvor folk har mistet det.

Kilde: http://www.toft.dk/e-nummer/

Ascorbylpalmitat , E 304(i)

Ascorbylstearat , E 304(ii)

Blandede eddike- og vinsyreestere af mono- og diglycerider af fedtsyrer, E 472(f)

Calcium-5′-ribobonucleotider, E 634

Calciumguanylat, E 629

Calciuminosinat, E 633

Calciumlactat, E 327

Calciumstearoyllactylat, E 482

Canthaxanthin, E 161(g)

Carminer (carminsyrer), E 120

Citronsyreestere af mono- og diglycerider af fedtsyrer, E 472(c)

Dicalciumcitrat, E 333(ii)

Dicalciumphosphat, E 341(ii)

Dikaliumguanylat, E 628

Dikaliuminosinat, E 632

Dinatrium-5′-ribonucleotider, E 640

Dinatriumguanylat, E 627

Dinatriuminosinat, E 631

Eddikesyreestere af mono- og diglycerider af fedtsyrer, E 472(a)

Fedtsyrer, E 570

Ferrolactat, E 585

Glycerol, E 422

Glycerolestere af fyrreharpiks, E 445

Glyceryltriacetat (triacetin), E 1518

Glycin, Natriumglycinat, E 640

Inosinsyre, E 630

Kaliumnitrat, E 252

Kalciumlactat, E 326

Lactitol, E 966

L-Cystein, E 920

Lysozym, E 1105

Magnesiumsalte af fedtsyrer, E 470(b)

Monocalciumcitrat, E 333(i)

Monocalciumphosphat, E 341(i)

Mono- og diacetyl vinsyreestere af mono- og diglycerider af fedtsyrer, E 472 (e)

Mono- og diglycerider af fedtsyrer, E 471

Mælkesyreestere af mono- og diglycerider af fedtsyrer, E 472 (b)

Natrium-, Kalium- og Calciumsalte af fedtsyrer, E 470 (a)

Natriumlactat, E 325

Natriumstearoyllactylat, E 481

Polyglycerolestere af fedtsyrer, E 475

Polyglycerol polyricinoleat, E 476

Polyoxyethylen(20)sorbitanmonolaurat (Polysorbat 20), E 432

Polyoxyethylen(20)sorbitanmonooleat (Polysorbat 80), E 433

Polyoxyethylen(20)sorbitanmonopalmitat (Polysorbat 40), E 433

Polyoxyethylen(20)sorbitanmonostearat (Polysorbat 60), E 435

Polyoxyethylen(20)sorbitantristearat (Polysorbat 65), E 436

Polyoxyethylen(40)stearat, E 431

Propylenglycolestere af fedtsyrer, E 477

Riboflavin, E 101 (i)

Riboflavin-5-phosphat, E 101 (ii)

Saccharoseestere af fedtsyrer, E 473

Saccharoseestere i blanding med mono- og diglycerider af fedtsyrer, E 474

Shellak, E 904

Sorbitanmonolaurat, E 493

Sorbitanmonooleat, E 494

Sorbitanmonopalmiat, E 495

Sorbitanmonostearat, E 491

Sorbitantristearat, E 492

Stearyltartrat, E 483

Tricalciumcitrat, E 333 (iii)

Tricalciumphosphat, E 341 (iii)

Termisk oxideret sojaolie omsat med mono- og diglycerider af fedtsyrer, E 479 (b)

Vegetabilsk kul, E 153

Vinsyreestere af mono- og diglycerider af fedtsyrer, E 472 (d)

”Hvis blot det ville synke i havet.” (Den israelske premiereminister Ritzak Rabin som referer til Gaza, lige inden at skrive under på Osloaftalen.)

”Jeg kender ikke til noget, der hedder internationale principper. Jeg sværger, jeg vil brænde ethvert palæstinensisk barn, som bliver født i dette område. Den palæstinensiske kvinde og barn er farligere end manden, fordi det palæstinensiske barns eksistens vil udlede flere generationer, som vil fortsætte, men manden vil forvolde begrænset skade. Jeg sværger, at hvis jeg var en retfærdig israelsk civil og jeg mødte en palæstinenser, at jeg ville brænde ham og jeg ville få ham til at lide inden jeg dræbte ham. Med ét slag har jeg dræbt 750 palæstinenser (i Rafah i 1956). Jeg ønskede at opmuntre mine soldater til at voldtage arabiske piger, eftersom den palæstinensiske pige er en slave for os og vi gør hvad vi vil med hende og ingen kan fortælle os hvad vi skal gøre, vi fortæller andre hvad de skal gøre.” (Ariel Sharon, den for nylige aftrådte premiereminister i et interview med General Ouze Merham tilbage  i 1956)

”Vi skal bruge terror, mord, intimidering, landkonfiskering, og afskærer alle sociale ydelser for at skaffe af med den arabiske befolknings Galilæa.” (David Ben-Gurion til den generelle stab i maj 1948)

”Israel burde have udnyttet undertrykkelsen af demonstrationerne i Kina, da verdensopmærksomheden var fokuseret på det land, for at udføre massefordrivelser iblandt områdets arabere.” (Benjamin Netanyahu: Tale i Bar-Ilan i Universitet i 1989)

”Vi må uddrive og tage deres steder.” (David Ben Gurion, 1937, Ben Gurionog og de palæstinensiske arabere, Oxford University Press i 1985)

”Vi bliver nødt til at dræbe alle palæstinenserne medmindre de finder sig tålmodigt i at bo her som slaver. ” (Formand Heilbrun for genvalgskomitéen af general Shlomo Lahat, majoren af Tel Aviv, I oktober 1983)

”Jeg anbefaler brugen af giftgas imod uciviliserede folkefærd og imod genstridige arabere som et eksperiment. Jeg forstår ikke utilpasheden af brugen af gas. Vi kan ikke, under nogen som helst omstændigheder, finde os i ikke at udnytte nogen som helst våben, som er tilgængelige, for at fremvirke en hurtig ende på tumulten, som fremhersker på grænsen.” (Den daværende statsminister, Winston Churchill i det britiske krigsministerium, som autoriserede RAF Mellemøsten Kommandoen, for at angribe oprørske irakere med kemiske våben i 1919)

”Palæstinensere er som krokodiller, jo mere kød du giver dem, jo mere vil de have.” (Ehud Barak, Israels daværende premiereminister, den 28. august 2000. August 28, 2000. Rapporteret i Jerusalem Posten den 30. august, 2000)

”Palæstinenserne ville blive mast som græshopper… Hovederne knust imod rullestenene og væggene.” (Den israelske premierminister, Menahim Begin, i en tale til de jødiske kolonister. New York Times, den 1. april, 1988)